Hvad er det der skal ændres for at det bliver så sjovt som muligt at gå til bowling, for unge mennesker? Hvad er det der mangler i dag? Hvad er der for meget af? Hvad er der for lidt af? Er det forskellige ting der skal til, for en 17-årig og en 24-årig? Det er det som en gruppe af unge mennesker skal forsøge at hjælpe Danmarks Bowling Forbund med at blive klogere på.
Det er et fokusområde for Danmarks Bowling forbund at gøre det så attraktiv som muligt at være ungt menneske i bowling. Derfor indbød vi interesserede unge mennesker til at være en del af en ungdomsgruppe, der skal være med til at forme fremtidens bowling for unge. Normalt er det et langt sejt træk at stable en gruppe frivillige på benene, men ikke denne gang. Der gik blot 24 timer, så havde en gruppe unge mennesker meldt sig til at bruge en del af deres fritid på at gøre en indsats for fællesskabet.
Hvordan skal fremtiden se ud for unge mennesker i bowlingsporten? Det var det spørgsmål vi i DBwF startede med at stille os selv. Det var, og er, der en masse holdninger til hvordan kunne se ud. Vi kom dog hurtigt frem til at de bedste til at komme med inputs til fremtiden for ungdomsbowling var de unge mennesker selv. Spørgsmålet var for os om det var muligt at samle en gruppe af unge mennesker, der havde lyst til at lægge deres tid i frivilligt arbejde i noget lidt abstrakt, som at arbejde med ungdomsbowling generelt. Erfaringen er at frivilligt arbejde i det nære miljø er nemmere at forholde sig til, så roller som f.eks. assistenttræner eller træner er typisk der hvor de unge menneskers frivillige kræfter bliver lagt. I dette tilfælde var den frivillige rolle for det første i ”Forbundet” og i det hele taget mere afkoblet fra egen hverdag.
Frivillighed bliver ofte beskrevet som noget grundlæggende for vores samfund, alligevel kan det være svært at finde tid i en travl hverdag til at yde en ekstra frivillig indsats. Store dele af vores idrætsliv varetages af frivillige, det gælder alt fra trænere til udvalg, bestyrelser og turneringsplanlægning. Derfor er det også essentielt, at vi i idrætten, kan motivere unge mennesker til at bidrage med de traditionelle frivillige opgaver. Yderligere kan de unge mennesker forhåbentligt bidrage med nye øjne på måden at gøre tingene på, så der er mindre fokus på ”vi plejer at gøre”.
Samlet set er det utroligt glædeligt at mærke entusiasmen omkring at udvikle bowling til at være en endnu bedre idræt, fra den kommende generation af bowlingspillere.