Indendørs idræt lukkes ned i syv nordjyske kommuner

//Indendørs idræt lukkes ned i syv nordjyske kommuner

(Kilde: DIF)

Den muterede corona-virus i nordjyske minkbesætninger får nu konsekvenser i form af nye lokale restriktioner i de syv nordjyske kommuner; Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Læsø, Vesthimmerland, Jammerbugt og Thisted.

Tirsdag den 4. november slog Statens Serums Institut alarm. Spredningen af COVID-19 i landets mange mink-besætninger har resulteret i en ny variant af sygdommen hos mennesker, der smittes af dyrene. En variant, som kan blive en kæp i hjulet for en kommende vaccine, og som – i værste fald – kan genstarte en ny pandemi.

Derfor sættes der nu ind for at inddæmme den særlige variant, så smittekæderne bliver brudt og den nye variant – forhåbentlig – dør ud.

Et af de mange tiltag i kampen for at lykkes med dette er bl.a. nedlukning af indendørs idræt i de syv kommuner i foreløbig fire uger, ligesom indbyggerne skal holde sig indenfor kommunegrænserne. Derudover gælder forsamlingsforbuddet på 10 personer nu for alle – også for idrætsaktiviteter for børn og unge til og med 21 år. 

Danmarks Bowling Forbund bakker op om kampen
Som DIF støtter Danmarks Bowling Forbund fuldt op om myndighedernes målrettede indsats for at inddæmme den nye variant – også selvom det er tungt for de i forvejen hårdt prøvede frivillige og aktive i og omkring bowlingsporten.

Nedlukningen af indendørs foreningsaktiviteter gælder både i kommunale, private og kommercielle faciliteter, ligesom det omfatter både individuelle aktiviteter, holdaktiviteter og stævne- og turneringsaktiviteter.

DIF er opmærksom på de store konsekvenser af de lokale nedlukninger af indendørsidrætten og vil i de kommende timer og døgn intensivere dialogen med myndighederne for at blive klogere på de nye restriktioner, herunder også økonomiske konsekvenser og evt. kompensationsmuligheder.

I bowlingsportens corona-task force gruppe afventer vi resultatet af de kommende døgns dialog med myndighederne. Derfor vil en mere konkret beskrivelse af de nye restriktioners påvirkning af bowlingsporten først foreligge, når resultater af den omtalte dialog foreligger. 

Fire hurtige spørgsmål og svar specifikt målrettet bowlingsporten i de 7 nordjyske kommuner

  1. Vores lokaler er privatejede eller selvejende – kan vi fortsætte vores indendørs træning?
    Nej, nedlukningen af indendørs idræt omfatter alle indendørs idrætsfaciliteter – også kommercielle, privatejede og selvejende.
  2. Må et medlem fra én af de syv berørte kommuner krydse kommunegrænsen til en anden berørt kommune for at deltage i en udendørs træning?
    Nej, alle beboere i de berørte kommuner opfordres kraftigt til ikke at krydse kommunegrænsen.
  3. Vi har et eller flere møder planlagt i den kommende tid – må vi gennemføre dem, hvis alle mødedeltagere er bosat i samme (berørte) kommune?
    Nej, myndighederne opfordrer til mindst mulig social kontakt i de berørte kommuner. Derfor anbefaler vi, at man i stedet afholder mødet virtuelt eller udskyder det, til situationen har ændret sig i positiv retning.
  4. Fra hvornår gælder nedlukningen?
    Nedlukningen i 7 nordjyske kommuner gælder fra og med fredag den 6. november og foreløbig i fire uger.

Med sportslig hilsen
Bestyrelsen

Oprettet af | 2020-11-06T08:26:40+01:00 6. november 2020|Covid 19|