Træningskoncept: Spille halve serier
Motivation: Skabe mere intensitet.
Ofte er der stor fokus på 10. rude, fordi der er mulighed for bonusslag. Derfor tillægges den af mange stor betydning. Når vi spiller halve serier er det en metode til at komme hurtigere derhen til, så atleterne får indtryk af, der skal præsteres under pres i afgørelsen. Helt grundlæggende bliver mennesker mere presset, når der er ting, der skal afgøres. Det gælder også i bowling. I en kortere serie udgør en rude pludselig 20 % af serien i forhold til 10 % i en hel serie. Derfor har hver rude mere betydning. Udover det nærmer man sig jo også serieafslutningen hurtigere, og som sagt kan det også medføre mere pres.
Hvordan gør man det: Lav – – i ruderne 1-5. Skal typisk gøres manuelt.
Hvem er det interessant for: Konceptet vil give mest mening, når der spilles overfor en direkte modstander – gerne i en form for holdspil med 2 eller flere på banen.
Mentale tips: Der findes jo mange psykologiske aspekter af det, og det kan let blive kompliceret, men der er nok to ting, jeg vil vælge at fokusere på. Første ting er en accept af, at det er ok at være nervøs og føle pres. Uanset hvor meget man træner, kan det ikke holdes væk, men at acceptere, det er er der, er en god start. Derudover er den anden grundtanke at holde fokus på sig selv og det, man kan kontrollere. Uanset situation og modstanderen kan man ikke gøre noget ved det, men i stedet skal man prøve rent teknisk og taktisk at udføre det bedste, man kan – og det kan andre ikke forhindre dig i.
Det er nok nogle af de vigtigste mentale aspekter at arbejde ud fra.
/ Mikael Brændeskov